England genåbner: Men ikke for danskere

Engelsk åbning får ingen betydning for danske rejsevejledninger, siger Udenrigsministeriet

Færdigvaccinerede turister kan fra EU og USA kan fra mandag komme på ferie i London igen. Udenrigsministeriet fraråder dog stadig alle rejser til England, og der er fortsat isolations- og testkrav ved hjemrejse fra derfra. (Arkivfoto)
Færdigvaccinerede turister kan fra EU og USA kan fra mandag komme på ferie i London igen. Udenrigsministeriet fraråder dog stadig alle rejser til England, og der er fortsat isolations- og testkrav ved hjemrejse fra derfra. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Færdigvaccinerede fra schengenområdet og USA kan fra mandag rejse ind i England uden at skulle i selvisolation i ti dage.

Dermed kan England på ny byde turister velkommen, efter at landet i store træk har haft lukket grænserne, siden coronapandemien begyndte.

Det betyder i princippet også, at danskere nu igen kan rejse frit til England.

Men trods genåbningen af grænserne fraråder det danske udenrigsministerium stadig alle rejser til hele Storbritannien. Eneste undtagelse er Wales, hvortil det kun er ikke-nødvendige rejser, der frarådes.

Det oplyser Frej Jackson, som er fungerende chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

- Det, at England åbner for færdigvaccinerede turister, får desværre ingen betydning for vores rejsevejledning. Så det betyder ikke, at danske turister kan rejse til England i morgen, siger han.

- Vi fraråder fortsat alle rejser til England. Det skyldes den høje forekomst af coronavirus.

Ikke lov men anbefalinger

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er ikke lov, men anbefalinger.

Alligevel kan de få konsekvenser for, hvordan man skal forholde sig, når man imod vejledningerne rejser til et land - selv hvis man er færdigvaccineret mod covid-19.

- Det er ikke et lovkrav at følge vores rejsevejledning. Men vi opfordrer selvfølgelig stærkt til, at man gør det, siger Frej Jackson.

Negativ test og karantæne

Når man rejser i et land, hvortil alle rejser frarådes, skal man både have en negativ PCR-test, inden man stiger om bord på flyet og gå i karantæne, når man kommer hjem til Danmark.

Isolationen skal i udgangspunktet vare i ti dage, men kan brydes ved en negativ PCR-test foretaget tidligst på fjerdedagen efter hjemkomst.

Det gælder desuden for udlændinge, der rejser fra England, at de skal have et anerkendelsesværdigt formål for at komme ind i Danmark.

Wales er det eneste sted i Storbritannien, hvortil Udenrigsministeriet ikke fraråder alle rejser. Ministeriet fraråder i stedet alle ikke-nødvendige rejser.

Sådan ser rejsevejledningen ud for danske rejsende

Danmark inddeler lande og regioner i fire kategorier. Se en oversigt over de gældende rejsevejledninger her.

Mandag tillader England igen folk at rejse ind fra Schengen og USA. Men selv om englænderne åbner grænsen, er England stadig et af de lande, det danske udenrigsministerium råder til, at man holder sig fra.

Selv om flere og flere bliver vaccineret, og coronavirusset er aftagende i flere lande, er der nemlig fortsat en del rejserestriktioner, som man som dansk borger skal have styr på, hvis man vil ud at rejse.

De danske myndigheder inddeler verdens lande og regioner i fire kategorier, grøn, gul, orange og rød. Rejsevejledningen opdateres hver fredag.

For lande, der er grønne på ministeriets kort, er der ingen restriktioner.

Er et land gult, betyder det, at man uden restriktioner kan rejse dertil, men at man skal være ekstra forsigtig og tage en test, når man kommer hjem.

Er et land orange, fraråder Danmark ikke-nødvendige rejser dertil.

Er landet rødt, frarådes alle rejser til landet.

Derudover har Udenrigsministeriet farven skraveret orange, som gælder lande, der har særlige restriktioner ved indrejse for danske rejsende. Det er altså ikke høje smittetal, som afholder dem fra at være åbne.

Der gælder forskellige regler for test før hjemrejsen samt test og isolation efter hjemkomst alt efter landets farve. Generelt er reglerne mere lempelige, hvis man er vaccineret eller tidligere smittet. Det gælder dog ikke for røde lande.

Reglerne kan ses på coronasmitte.dk.

Her er fakta over den senest opdaterede rejsevejledning for lande i EU/Schengen og Storbritannien, der trådte i kraft lørdag klokken 16:

Albanien: Gul.

Belgien: Gul - med undtagelse af Vallonien, der er grøn.

Bosnien-Hercegovina: Gul.

Bulgarien: Grøn.

Cypern: Gul.

Estland: Grøn.

Finland: Skraveret orange på grund af indrejserestriktioner.

Frankrig: Gul - med undtagelse af Val de Loire, Bourgogne-Franche-Comté og Hauts-de-France, der er grønne.

Grækenland: Gul - med undtagelse af regionen Thrakien, der er grøn.

Holland: Gul.

Irland: Gul.

Island: Skraveret orange.

Italien: Grøn.

Kosovo: Gul.

Kroatien: Grøn.

Letland: Skraveret orange.

Liechtenstein: Grøn.

Litauen: Skraveret orange.

Luxembourg: Gul.

Malta: Orange.

Moldova: Gul.

Montenegro: Gul.

Nordmakedonien: Gul.

Norge: Skraveret orange.

Polen: Grøn.

Portugal: Gul.

Rumænien: Grøn.

San Marino: Gul.

Serbien: Gul.

Schweiz: Grøn - med undtagelse af Genève, der er gul.

Slovakiet: Skraveret orange.

Slovenien: Grøn.

Spanien: Gul.

Storbritannien: Rød - med undtagelse af Wales og Isle of Man, der er orange.

Sverige: Grøn.

Tjekkiet: Grøn.

Tyskland: Grøn.

Ukraine: Gul.

Ungarn: Grøn.

Østrig: Grøn.

Kilde: Kilde: Udenrigsministeriet.
Powered by Labrador CMS