Mand anholdt for Aarhus-drab

Nu er der nyt i en af de to nylige drabssager fra den jydske hovedstad.

Politiet i Østjylland har anholdt en 40-årig mand i forbindelse med drabet ved Jydsk Væddeløbsbane 22. juli. Foto: Øxenholt Foto.
Udgivet Opdateret

En 40-årig mand fra København blev tirsdag aften anholdt og sigtet for drab på den 25-årige mand, der den 22. juli blev fundet død ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus onsdag klokken 13.30.

Anholdelsen kommer dagen efter, at to mænd blev varetægtsfængslet for at have medvirket til en stor hashhandel til en værdi af 1,6 millioner kroner.

En handel, som Østjyllands Politi, vurderer hænger sammen med drabet ved væddeløbsbanen.

– Efterforskningen peger i stigende grad på, at motivet til drabet skal findes i en narkohandel mellem to persongrupper. Vi har nu anholdt yderligere en person i sagen, som vi mener kan knyttes direkte til drabet, men vi har fortsat et stort efterforskningsarbejde foran os. Et arbejde som vi forventer vil afdække yderligere personer med en rolle i sagen, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Af hensyn til efterforskningen anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.

Foto: Øxenholt Foto.
Foto: Øxenholt Foto.
Foto: Øxenholt Foto.
Foto: Øxenholt Foto.
Foto: Øxenholt Foto.
Foto: Øxenholt Foto.

En 25-årig mand blev 22. juli dræbt af skud ved Jysk Væddeløbsbane i Aarhus.

Den dræbte er identisk med den kendte Aarhus-rapper, Shmur. Det oplyste rapperens manager Prasad Balakumar ifølge Aarhus Stiftstidende i en pressemeddelelse:

– På baggrund af utallige henvendelser fra pressen er det med stor sorg, at vi kan bekræfte, at Shmur, artist, kunstner og pladeselskabsmedejer, er afgået ved døden 23. juli 2020 i Aarhus. Vi beder medier og pressen at vise respekt overfor de pårørende/familien, skrev Prasad Balakumar i pressemeddelelsen.

Dræbt af skud

Klokken 19.10 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var ramt af skud på p-pladsen ved Observatorievej i Aarhus.

Det er ved travbanen, Jydsk Væddeløbsbane – og i umiddelbart nærhed af Marselisborg Slot.

Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og kunne konstatere, at en 25-årig mand var skuddræbt.

Endnu et drab

Dagen efter, torsdag 23. juli, var Østjyllands Politi massivt til stede på Lenesvej i Brabrand, der blev spærret af.

Årsagen var, at politiet klokken 03.48 modtog en anmeldelse om, at der var flere personer, der var blevet stukket med kniv.

Da politiet ankom til stedet, fandt de en 42-årig mand med flere knivstik.

Bentjente og reddere ydede førstehjælp, men kort tid efter blev den 42-årige erklæret død.

Yderligere to personer blev stukket ned og har modtaget behandling for deres knivstik.

Ifølge Østjyllands Politi har de to drab umiddelbart intet med hinanden at gøre.

Powered by Labrador CMS