Nu er der nyt om første coronasmittede dansker

Læge har erklæret coronasmittet TV2-medarbejder rask, og han kan nu genforenes med sin familie.

Der udbrød forvirring og bekymring hos TV2 på Teglholmen i København, da det torsdag i sidste uge kom frem, at en medarbejder som det første person i Danmark var smittet med coronavirus. Nu er medarbejderen raskmeldt igen. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Udgivet Opdateret

Manden, der som den første dansker fik konstateret coronavirus for en uge siden, er nu raskmeldt og kan tage hjem til sin familie. Det skriver tv2.dk.

– Nu er jeg fri. Jeg er simpelthen rask, så nu kan jeg komme ud, siger TV2-medarbejder Jakob Tage Ramlyng.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Jakob Tage Ramlyng blev konstateret smittet efter en skiferie i Norditalien og blev kendt i hele Danmark som patient nul.

Det gjorde han, fordi han selv valgte at stå frem og fortælle om sin situation. Dels på Facebook og dels i flere medier.

Kolleger sendt hjem

Efter hjemkomsten fra ferie var han kortvarigt på arbejde, og det resulterede i, at 16 kolleger blev sendt i hjemmekarantæne.

Lægerne vurderer, at Jakob Tage Ramlyng ikke længere kan smitte andre.

– Patienten har været symptomfri i over et døgn. Han er vurderet af en erfaren overlæge i infektionsmedicin, som finder ham rask og ikke længere smittet med Covid19, siger Peder Fabricius, der er ledende overlæge ved Sjællands Universitetshospital, til tv2.dk.

Solokarantæne

Jakob Tage Ramlyngs kone og to børn blev testet negativ for coronavirus.

I første omgang blev han isoleret med sin familie i hjemmet i Roskilde.

Men lørdag flyttede han alene til en anden lejlighed. Det var for, at han ikke skulle forlænge sin families karantæneperiode.

Torsdag fik han så besked fra sin læge om, at han er rask og kan genforenes med sin familie.

Siden Jakob Tage Ramlyng blev testet positiv, er yderligere 19 personer, herunder en person fra Færøerne, blevet smittet med coronavirus.

De fleste er blevet inficeret efter rejser til Norditalien.

Mens antallet af smittede i Danmark stiger, har Sundhedsstyrelsen nu bedt landets fem regioner om at komme med bud på, hvordan de kan skrue op for kapaciteten til at teste for coronasmitte.

– Det kan være på fremskudte testfaciliteter eller mobile klinikker, siger overlæge Bolette Søborg, Sundhedsstyrelsen.

Som det er nu, er det de infektionsmedicinske afdelinger på seks sygehuse landet over, der står for udredningen.

Men der er brug for at skrue op for kapaciteten og aflaste disse afdelinger, lyder det fra Bolette Søborg.

Powered by Labrador CMS