Seks fundet i hemmelig kælder

Uhyggeligt fund i weekenden afsløres nu.

Udgivet Opdateret

I weekenden dukkede en lidt forhutlet 25-årig mand op på et værtshus i nærheden af den hollandske landsby Ruinerwold, hvor han bestilte og drak en stribe øl.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Bartenderen undrede sig og faldt i snak med manden, der sagde, at han var i problemer og havde brug for hjælp af politiet. Sammen ringede de, skriver hollandske medier – blandt andre engelsksprogede Dutchnews. 

Politiet rykkede derfor ud til en afsidesliggende gård, hvor naboerne troede, der boede en enlig mand med nogle få afgrøder og en ged. Men i en hemmelig kælder fandtes seks voksne i alderen 18-25 år.

Oprindelig troede man, at det var en 58-årig familiefar og hans syv børn, der blev gemt i kælderen, hvor de levede af hjemmedyrkning, men det afviser Ruinerwolds borgmester Roger de Groot.

“Tidens afslutning”

Den lokale tv-station RTV Drenthe forklarer ifølge Dutch News, at de mange mennesker havde boet i kælderen i årevis og ventede på “tidens afslutning”. TV-stationen beskriver hvordan nogle af de voksne slet ikke “havde nogen idé om, at andre mennesker eksisterede”.

Bartenderen var den første, der hørte om sagen:

– Han bestilte fem øl og drak dem. Så talte vi sammen, og han fortalte mig, at han var stukket af og havde brug for hjælp. Så ringede vi til politiet, siger barindehaveren Chris Westerbeek til RTV Drenthe ifølge Dutch News.

I landsbyen bor lige under 4000 mennesker, og ingen har tilsyneladende oplevet andet, end at manden på ejendommen virkede fjendtlig, hvis man kom for tæt på.

En kvinde – mor til børnene, formodes det – forventes at have været død i årevis, men det er uafklaret. Ligesom så meget andet.

Powered by Labrador CMS