Forskere arbejder på at forudsige kræftspredning

Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark

Udgivet Opdateret

Danske forskere arbejder på at kunne forudsige spredningen af kræft, måske endda før sygdommen rammer organerne, og i den forbindelse har man gjort et vigtigt fund. Det skriver Videnskab.dk.

– Det nye fund er vigtigt, fordi vi har opdaget en mekanisme, der muligvis kan være med til at afgøre risikoen for, at kræft spreder sig og til hvilke organer, selv før vedkommende overhovedet udvikler kræften, siger professor Janine Erler, der er leder af forskergruppen ved Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) på Københavns Universitet og medforfatter på studiet, til Videnskab.dk.

Hvorfor får du kræft?

Kræftens Bekæmpelse skriver, at kræft er en sygdom, der starter i kroppens celler. Kræftceller opfører sig ikke som normale celler. De kan dele sig, og de kan ødelægge ellers normale og raske celler.

Mens kroppens celler er sociale, der lytter til kroppens signaler, er kræftceller det modsatte. Kræftceller lytter ikke efter kroppens signaler, og de deler sig igen og igen til et punkt, hvor der kan dannes kræftknuder.

En hyppig dødsårsag

Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75 år. Kræft som overordnet sygdom er den hyppigste dødsårsag i Danmark. I 2018 døde 16.046 personer af en eller anden form for kræft. Samme år blev der stillet 44.274 kræftdiagnoser hos 43.037 personer. Det oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse har udgivet rapporten Kræft i Danmark 2020. Her kan man læse, at antallet af kræftpatienter forventes at stige, som årene går: I 2029 forventer man, at der bliver stillet 50.105 kræftdiagnoser blandt danskere.

Mens flere og flere får kræft, er sandsynligheden for at overleve en kræftsygdom stigende, ifølge Kræftens Bekæmpelse, der kalder kræft for en sygdom, vi i stigende omfang overlever eller lever med i mange år.

Perspektivet

Videnskab.dk skriver, at de danske forskere er kommet frem til den nye viden via et stort studie, hvor man har undersøgt, hvad der gør det let og svært for kræftceller at sprede sig i kroppen.

Næste skridt bliver at finde ud af, om man kan omsætte den nye viden til konkrete behandlingsformer af kræft.

 

Powered by Labrador CMS