Slimede belægninger hos Jensens Bøfhus

Fødevarestyrelsen var mildest talt ikke tilfreds med rengøringen hos Jensens Bøfhus

Sidste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen kommer til at koste Jensens Bøfhus 15.000 kroner.
Sidste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen kommer til at koste Jensens Bøfhus 15.000 kroner.
Udgivet Opdateret

Det halter med rengøringen hos Jensen Bøfhus i Anelystparken i Tilst ved Aarhus.

Det fremgår af seneste smileyrapport fra restauranten, der 7. september havde besøg af Fødevarestyrelsen. 

Udover ord som 'slimede belægninger' og 'gamle produktrester', fremgår det også af rapporten, at det ikke er første gang, hvor stedet har problemer med netop rengøringen.

Den starter da også med, at den indskærpelse ved forrige besøg, der gik på den mangelfulde rengøring, stadig er problematisk.

"Forholdet er ikke bragt i orden", skriver Fødevarestyrelsen.

Smiley-rapport, Jensens Bøfhus, 7. september 2021.

Det generelle rengøringsniveau i virksomheden var ikke tilfredsstillende. 

Der var fedtede gullig/brune belægninger på inventar og ovn. På ovnens bånd var der desuden indtørrede produktrester.

Hjul på inventar både i opvaskeafdeling og i køkkenet var med tykke belægninger af gamle produktrester. 

Der var gamle produktrester og fedtede belægninger på gulvet under og bag inventar.

 På opvaskebakker og i opvaskemaskiner var der kalkaflejringer og slimede belægninger.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Derfor har Jensens Bøfhus fået tilsendt en bøde på 15.000 kroner. 

I rapporten står også, at "... Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger".

Ikke første gang

Newsbreak.dk har flere gange tidligere omtalt hygiejneproblemer hos Jensens Bøfhus. Blandt andet hos kædens restaurant ved Skovsøen i Odense i oktober 2019, restauranten i Torvegade i Esbjerg i juli 2019 og i september 2020 på Hjultorvet i Viborg. 

Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra Jensens Bøfhus. Restauranten er endnu ikke vendt tilbage.

Powered by Labrador CMS