-Mange vil bare have et kram

Covid-19 dominerer dronning Elizabeths julebudskab. Hun føler med de mange, der sidder alene i julen.

Den 94-årige britiske monark dronning Elizabeths traditionelle julebudskab blev transmitteret fredag eftermiddag. Foto: Pool/Reuters
Udgivet Opdateret

Coronapandemien har været hård ved Storbritannien. Det er den stadig, og sundhedskrisen dominerede også dronning Elizabeths julebudskab, som blev transmitteret fredag eftermiddag.

– Mange vil bare gerne have et knus til jul i år, konstaterede den britiske monark i sit julebudskab.

Den 94-årige dronning talte gentagne gange om håb i sin årlige tale.

Om en bedre fremtid for de mange millioner briter, der på grund af coronapandemien ikke kan være sammen med deres nærmeste i denne jul.

– For mange er denne jul trist. Nogle er i sorg på grund af tab af deres kære. Andre savner venner og familie, som de af sikkerhedsårsager ikke kan se på grund af krav om afstand.

– I virkeligheden vil vi alle bare have et simpelt kram til jul eller et håndtryk.

– Hvis du er én af dem, er du ikke alene. Og lad mig forsikre dig om, at du er i mine tanker og bønner.

Er selv i risiko

Dronningen, der med sin høje alder er i risikogruppen for at få en svær sygdom, hvis hun smittes med covid-19, har også skruet ned for julefestlighederne i år.

Hun fejrer den stille med sin mand, prins Philip på 99, på Windsor-slottet lidt uden for London, den britiske hovedstad.

Store dele af Storbritannien er i øjeblikket under hårde nedlukningsrestriktioner.

I London er det ikke tilladt at blande sig med andre husstande, for eksempel.

– Det er bemærkelsesværdigt, at et år, der nødvendigvis har holdt mennesker på afstand af hinanden, på mange måder også har bragt os tættere på hinanden, sagde dronningen.

Hun tilføjede, at den kongelige familie er blevet inspireret af historier om mennesker, der har meldt sig frivilligt for at hjælpe andre.

Dronning Elizabeth II

Dronning Elizabeth II (Elizabeth Alexandra Mary) er født 21. april 1926.

* Hun blev Storbritanniens regent i 1952.

* Hun er statsoverhoved for Storbritannien og 15 andre Commonwealth-lande. Herunder Australien, New Zealand og Canada.

Dronning Elizabeth er ældste datter af George VI og Elizabeth.

Elizabeth II blev i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten. De er forældre til prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

* Desuden har de otte børnebørn og fem oldebørn.

* Et af børnebørnene er Prins William, som er gift med hertuginde Catherine af Cambridge.

Kilder: royal.gov.ukdenstoredanske.dk

– I Det Forenede Kongerige og rundt om i verden har mennesker rejst sig helt fantastisk for at møde årets udfordringer, og jeg er så stolt og bevæget af denne stille, ukuelige ånd.

Powered by Labrador CMS